Så sænker julefreden sig hos Storm
Vi kigger tilbage på et år, som skabte forandringer – og dog stadig ikke store radikale nyheder. Lad der være et par nedslag. Og derefter åbne op for vores tanker om kompetenceudvikling anno 2023.
Organisationer består af mennesker med egne personligheder og unikke kompetencer. Storm kunne fejre 20-års fødselsdag i efteråret. Tiden flyver! Vi har haft opture og nedture – men er her stadig. Mange fantastiske og unikke personer har sat deres præg gennem årene. Tak til hver og en. I efteråret sagde vi imidlertid farvel til en af dem, som har været med i rigtig mange år – nemlig Pouline. Med børnene godt af sted skulle hun naturligvis sige ja, da nye internationale udfordringer bød sig. Tusinde tak til Pouline og rigtig god vind. Vi glæder os at følge din nye rejse – og heldigvis kan vi fra tid til anden stadig have glæde af Poulines erfaringer og smittende latter.
2022 blev året, hvor Corona endelig stoppede med benævnelsen “samfundskritisk sygdom”. Det var en tid, som både gav nye typer af udfordringer og muligheder for at prøve mange idéer af. Vi lærte at arbejde virtuelt. Vi lærte at nærhed og mindre grupper giver en anden type af læringsrum. En læring og erfaring, som vi hos Storm vil bruge til at ændre i vores uddannelses-setup.
Det betyder, at vi i 2023 kommer til at fokusere stadig mere på vores deltageres egne personlige læringsrejse og kompetenceudvikling. Vi kommer til at skabe rammer, hvor læring kan ske mest muligt med egne kolleger eller på meget små hold, hvor der skabes fortrolige læringsrum. Vi kommer til at arbejde meget mere workshop-orienteret baseret på individuel forberedelse – ud fra personlige præferencer omkring metode, fysisk tilstedeværelse eller virtuel sparring. Slut med kurser, hvor ny teori præsenteres en enkelt gang og derefter med plads til øvelser/projektarbejde. Ind med muligheden for at deltage flere gange på samme ”kursus-dage”. Statistik, værktøjer og nye metoder læres ikke på en dag. Så der skal være plads til at genopfriske teorien en gang til. Enten igen hos os i Holte – eller hjemme bag skærmen. Så vores åbne kurser bliver til aktive workshops, hvor der er et teoretisk fokusområde; f.eks. ”Forandringsledelse med fokus på individet”, ”SPC og Kapabilitet” etc. – men selve dagen rettes mest muligt mod de faktiske deltageres egen praksis. Det kræver færre deltagere – og masser af konkret praktisk erfaring fra os. Vi glæder os til skabe de bedste læringsrum – med fokus på at skabe faktiske forbedringer og øgede kompetencer hos alle vores deltagere.
Ovenstående ambition skabes ikke på en dag. Men vi er godt i gang med forberedelserne. Så dette bliver virkelighed i det nye år og de kommende måneder. Vi glæder os. Men først tid til fordybelse og glæde med alle vores nære og kære.
I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår!
Vi hjælper dig med at navigere i en verden med processer, mennesker og data
Få viden, inspiration og indsigt. Gratis og uforpligtende.
